Plantagen i dag

Primo 2011 indgik A/S Sdr. Omme Plantage en administrationsaftale med SLS A/S. Plantagen blev PEFC certificeret og driften af skoven blev omlagt fra renafdriftssystemet til naturnær skovdrift med vægt på selvforyngelse, blandingsbevoksninger og vedvarende skovdække.

 

Det ukultiverede areal blev gentilplantet med kulturer bestående af flere træarter i forskellige blandinger. De valgte træarter var rødgran, sitka, skovfyr, lærk, douglas og grandis. Træarter og blandingsforholdet varierede efter lokalitetens bonitetsforhold – jordbund, eksponering og frostrisiko. Løvtræ blev fravalgt på de åbne flader, men anvendt i mindre hegninger ved underplantning. Nåletræarterne er også underplantet i borede huller, hvilket vil være kulturmodellen fremover. Skærmen yder den fornødne beskyttelse imod frost, tørke og snudebiller.

 

Langs alle veje vil der blive plantet ege i vækstrør således, at vejene i plantagen med tiden vil være flankeret af egetræer.

Plantagen blev hårdt ramt af de to storme i efteråret 2013 – Allan og Bodil. Der forestår et stort gentilplantningsarbejde dels på arealerne med fladefald dels på arealer med spredt fald.

 

Tilplantningerne fra 1990-1995 står over for det første indgreb i form af sporindlæggelse og flishugst og snart følger gentilplantningerne efter stormefaldet i 1999 efter.

 

Flishugst anvendes kun i 1. og 2. gangs tydninger. Fældebunkelægning foretages i august og september for på den måde at nedsætte risikoen for opformering af barkbiller i flistræet.

Produktionen af mos optimeres i det omfang at vedproduktionen ikke herved påvirkes negativt.

Arealer beskyttet efter § 3 i NBL sikres god bevaringsstatus ved regelmæssig pleje.

Der tages vide hensyn til mulighederne for jagt i plantagen ved at koncentrere aktiviteterne i plantagen i de perioder af året, hvor vildtet påvirkes mindst af forstyrrelser. F.eks. er der ingen aktivitet i januar måned og 14 dage omkring brunstjagten på kronhjorten.

Kort over plantagen

Vedtægter

Jubilæumsbogen